Privat Byvandring

På en privat byvandring i Prag vil du og din gruppe blive introduceret til de vigtigste seværdigheder i byen. Få masser af indsigt, tips og tricks!

Men I vil også blive “klædt på” til selv at gå på opdagelse, så I kan få mest muligt ud af jeres besøg i den smukke og spændende by. Uanset om det er dit første eller femte besøg garanteres, at du vil få et udbytte af en Privat Byvandring!

Prisen er Czk. 3.500 i alt (kr. 1.060) for op til 8 personer. Ved flere end 8, spørg venligst

Kan aftales på alle dage

Varer ca. 4 timer inkl. Café-pause

sight seeing 52

Beskrivelse af Privat Byvandring

Vi mødes midt på Václavské náměstí ved Café Tramvaj på det tidspunkt, som I ønsker. Mest almindeligt er klokken 10 om formiddagen. Derfra følges vi ad på en ca. 4 timers tur, hvor I får fortalt om Prags og Tjekkiets historie, ser på de smukke bygninger og arkitekturen i Prags centrum – og naturligvis også får oplysninger om praktiske forhold, kontanter, offentlig transport, shopping, restauranter mm.

Det er et af målene med turen både at vise jer de kendteste seværdigheder, men også nogle steder af typen “det havde vi ikke selv fundet”.  Undervejs holder vi en pause, typisk på en unik café (for egen regning, men ikke dyrt). Vi kigger ikke på klokken – turen tager den tid, den tager. Men det er ikke en shoppingtur – det må vente til en anden gang.

Ofte kommer vi ud af nogle tangenter mht. indhold, for når det er en privat tur, hvor gæsterne kender hinanden, kan spørgsmålene være mange og nogle gange også utraditionelle.

Ruten vil normalt omfatte Václavské náměstí  (Wenzelspladsen) og nogle spændende steder i dette område, krudttårnet, gamle og snævre gader i Den Gamle Bydel, Rådhuspladsen med det astronomiske ur, en tur gennem den jødiske bydel og til sidst en snak nede ved floden (tæt på Karlsbroen), hvor I kan få inspiration til at opleve slotssiden på egen hånd.

Undervejs holder vi pause på en helt unik café, hvos I kan købe en forfriskning til fair priser. Bemærk venligst: Caféen tager kun imod kontanter, ikke betalingskort.

Jeg kommer gerne med forslag til, hvor I efterfølgende kan spise frok

Højdepunkter
  • Få overblik over historien, så du forstår, hvor du er.
  • Gå på opdagelse i passager og “gemte” steder i Nye By (Nové Město), grundlagt i 1348.
  • Se de vigtigste seværdigheder i Gamle By.
  • Forstå betydningen af Det astronomiske ur.
  • Lær at undgå turistfælder.
  • Forstå veksling og hævning af penge
  • Få tips og tricks til en bedre ferie
  • Få svar på dine spørgsmål.
  • Hav en sjov tur.
Hvad skal du have med?

Gode sko og tøj, der passer til vejret, uanset om det er koldt, varmt, vådt eller noget fjerde.
Medbring gerne noget at drikke, især hvis det er varmt.

Bedste tidspunkt for turen

Turen kan arrangeres året rundt og på det tidspunkt, der passer jer bedst.
De fleste vælger klokken 10 om formiddagen, så der er tid til en god morgenmad først. Men andre tidspunkter kan aftales.

Hyppigt stillede spørgsmål

Hvor langt går vi? Ikke så langt, vel 2-3 kilometer – men vi står meget

Jeg har været i Prag før – kommer jeg til at kede mig? Nej! Jeg garanterer, at du oplever nye ting og at du får en bredere forståelse for Prag

Jeg går ikke så godt – kan vi køre i bil noget af vejen? Det kan vi desværre ikke. Vi går forholdsvis kort mellem stoppene, og desuden kan man ikke parkere overalt på ruten

Er turen velegnet til børn? Hvis I har forholdsvis “små” børn med, bør I sige det på forhånd, så indholdet kan tilpasses lidt. Turen er egentlig bedst egnet for voksne og unge med en vis tålmodighed og nysgerrighed

Privat byvandring i Prag

Bliv guidet på dansk

Selv om mange danskere taler og forstår engelsk rigtigt godt, så er det mest afslappende og udbytterigt at en udflugt foregår på ens eget modersmål. Man skal kun koncentrere sig om at lytte og tage oplevelserne ind – og har man spørgsmål, er det nu engang nemmest at stille dem på dansk.

Bliv guidet af lokale

Personligt har jeg boet i Prag siden 2007, og mit liv er derfor et ”lokalt” liv med de erfaringer og den viden, som kun en lokal kan have. Det samme gælder for mine dansktalende kolleger (danskere eller dansktalende tjekker), der guider nogle af turene.

Få en personlig oplevelse

Selv om de fleste ture foregår ad samme rute og på samme måde fra gang til gang, så er gæsterne ikke de samme. Og fordi vi lægger vægt på at fortælle i stedet for at gengive et manuskript, vil indholdet altid ”automatisk” blive tilpasset dagens gæster. Og spørgsmål undervejs giver ofte anledning til, at netop dén tur ikke ligner den forrige eller den næste.