Prags og Tjekkiets historie

Prags og Tjekkiets historie er fuld af omvæltninger, storhed og fald, fremmede landes indflydelse og ikke mindst rigdom og handel!

Der har været skiftende bebyggelser i området, hvor Prag ligger i dag, helt tilbage fra starten af vores tidsregning – men selve byen er grundlagt en del senere. Ved Vyšehrad, syd for centrum, og i det nuværende slotsområde, Hradčany, bosatte to slaviske stammer sig i det 6. århundrede. Begge steder var der god mulighed for at have overblik over floden og at befæste sig mod fjender udefra. De to stammer har dog ikke haft den store betydning for byens senere udvikling.

Men på Hradčany  (slotsområdet) skete den egentlige grundlæggelse af byen i 800-tallet, hvor borgområdet blev etableret. Det daværende Prag var en del af det Stormoraviske rige, splittet mellem indflydelse fra Øst og Vest. Tyske hertuger fik indflydelse, men som modvægt besluttede Fyrst Bořivoj at lade sig døbe af Byzantinske missionærer fra Øst og således også at lade landet kristne. Datoen var d. 5. juli 873, stadig en helligdag i Tjekkiet (opkaldt efter Kyrillos og Methodios). Bořivojs Barnebarn, Fyrst Vaclav, var en hellig mand, som yderligere arbejdede for kristendommens gennembrud. Vaclav var en elsket konge, men han blev myrdet af sin bror, Bolislav (senere med tilnavnet “Den Grusomme”) i 929. Vaclav er nu Tjekkiets nationalhelgen, og hans imponerende rytterstatue kan beundres på Václavské náměstí (Wenzelspladsen). Som en slags bod og for at dulme sin dårlige samvittighed grundlagde Bolislav den Grusomme en rundkirke til Vaclavs ære – på samme sted, som den imponerende Skt. Vitus Katedral nu troner over Prag. Prag blev bispesæde i 974.

Sankt Vaclav 1
Karlsbroen med brotaarn fra Judithbroen 1

I de følgende århundreder blev Tjekkiet til en del af det Tysk-Romerske rige, som strakte sig fra Sicilien i syd til Nordtyskland – et mægtigt og rigt imperium. Prags voksede sig større gennem blandt andet handel, og vigtige markedspladser blev grundlagt, f.eks. Staroměstské náměstí (Den Gamle Rådhusplads). Også i Mala Strana (Lillesiden) voksede handelen, fordi mange tyske forretningsfolk bosatte sig her. Det var i denne periode, at der blev etableret bro over Vltava (Moldau), først en træbro på pontoner, senere Judith broen af sten – fra 1158.

Den vigtigste enkeltperson i Prags udvikling var den tysk-romerske kejser, Karl den 4. (1316-1378). Han var så stor en bygherre, at han kan få vores egen Christian den fjerde til at blegne. Han blev indsat i 1346, og allerede i 1348 grundlagde han Prags universitet (senere kaldet Karls Universitet eller Karolinum). Det var det første universitet nord for alperne og havde derfor helt enorm betydning for byens udvikling, både mht. viden og også indflydelse udadtil. Samtidig, i 1348, grundlagde Karl den Fjerde den nye bydel, Nové Město, i en halvcirkel udenom Prags gamle bykerne, Staré Město. Denne udvidelse var enorm – det nye område var næsten 3 gange så stort som det gamle. Selv i dag kan man se forskellen, fordi der er langt bedre plads i Nové Město, bredere gader og mere luft i kontrast til Staré Městos krogede middelaldergyder.

Blandt Karl den Fjerdes øvrige kendte bygningsværker er bl.a. Skt. Vitus Katedralen i slotsområdet, Tyn Katedralen (stedet hvor man finder Tycho Brahes grav) på Staroměstské náměstí (Den Gamle Rådhusplads), store dele af rådhuset på Staroměstské náměstí, Karlštejn udenfor Prag og ikke mindst Karlsbroen, grundlagt i 1357. Under Karl den Fjerde voksede Prags indbyggertal til næsten 40.000 personer, langt flere end f.eks. London havde på samme tid.

Efter Karl den Fjerdes død fik man i 1402 på universitetet en ny rektor, Jan Hus. Han var også præst og prædikede i Betlehems-kapellet. Jan Hus var særdeles kritisk overfor den katolske kirke og holdt stærke prædikener mod de dele, han fandt undertrykkende. Det var f.eks. relikviedyrkelsen, afladsbegrebet, kirkens økonomiske magt og griskhed og også det forhold, at alt skulle foregår på latin, således at befolkningen intet forstod og dermed var sat udenfor indflydelse. Jan Hus måtte flygte fra Prag i 1412, men fortsatte sine prædikener og fik stadigt flere tilhængere, Husitterne. Han blev narret i et baghold i 1415, blev udelukket af den katolske kirke – og brændt på bålet som kætter. Husitter-bevægelsen voksede dog fortsat, og i 1419 stormede de rådhuset i den nye by, trak de tyske, katolske rådmænd op i rådhustårnet og smed dem ud af vinduet, den første såkaldte defenestration. Hermed blev katolikkerne for en tid sat fra magten, og 1419 anses for reformationsåret i Tjekkiet, længe før Martin Luther fremførte lignende tanker i andre dele af Europa. Husitterne overtog magten ganske voldsomt og hærgede katolske helligdomme, hvor de fjernede de synlige tegn på katolicismens tidligere dominans. Men i løbet af de følgende to århundreder smuldrede deres indflydelse alligevel gradvist, bl.a. fordi de blev splittede i forskellige undergrupperinger. Katolikkerne genvandt langsomt indflydelse, også med særdeles skrappe midler. Konflikten mellem Husitterne og katolikkerne og den brutale modreformation kan ses som forklaring på, at der stadig i dag i Tjekkiet er ringe tilslutning til kirken – kun omkring 20 % er medlemmer.

Raadhuset i Nye By hvor den foerste defenestration fandt sted
Tycho Brahe

1526 blev Tjekkiet en del af det Østrig-ungarske rige under Ferdinand den Første, og i anden halvdel af dette århundrede fik Prag væsentlig indflydelse under kejser Rudolf den Anden, som i stor udstrækning foretrak Prag frem for Wien. Rudolf den Anden var meget optaget af videnskab og alkymi, og han satte sig for at samle Europas videnselite under Karlsuniversitetet i Prag. Heriblandt var danskeren Tycho Brahe og dennes assistent/elev Johannes Kepler. Tycho Brahe var allerede svagelig, da han kom til Prag i 1599, og han døde i 1601 af betændelse i nærheden af prostata. En mere farverig historie fortæller, at han døde af sprængt blære ved et drikkelag i selskab med kongen, hvor han ikke måtte rejse sig fra bordet til ære for majestæten.

Efter Rudolfs død i 1611 flyttede indflydelsen hastigt tilbage til Wien, og tilbage i Prag havde man to katolske, østrigske statholdere, som skulle sørge for orden, og som indkrævede skatter. Der var stor utilfredshed blandt tjekkerne, som følte sig undertrykte og udbyttede af disse alt for høje skatter. Konsekvensen blev, at omkring 100 af landets mest indflydelsesrige personer, købmænd, adelige og andre stormænd, i 1618 stormede slottet, trak de to statholdere op i et tårn – og defenestrerede dem. Det siges dog, at de overlevede faldet på 16 meter, idet de landede blødt i en mødding. Det var Prags anden defenestration og blev indledningen til et kortvarigt oprør mod habsburgerne, men denne borgerkrig endte hurtigt ved slaget ved Bila Hora d. 8. november 1620. Langt værre var det, at konflikten var afsæt for 30-års krigen. Det lykkedes habsburgerne at fange 27 af de oprørske stormænd, og den 21. juni 1621 blev de offentligt tortureret og henrettet på Staromestske Namesti (Den Gamle Rådhusplads). Det fortælles, at der kun var en enkelt bøddel til at udføre halshugningerne, og det tog det meste af en dag, før de sidste af staklerne endelig fik fred – i ventetiden måtte de udholde diverse pinsler. Efterfølgerne blev deres afhuggede hoveder udstillet på Karlsbroen til skræk og advarsel, så man kunne se, hvad der skete, hvis man satte sig op mod styret.

30-årskrigen hærgede området. Saxerne besatte Prag 1631-32, og senere kom svenskerne og overfaldt landet. De plyndrede Hradčany og Mala Strana, men nåede ikke over den velbefæstede Karlsbro, inden krigen endelig var ovre i 1648, med store tab til følge. Men dermed var trængslerne ikke slut, for tjekkerne var nu sat helt udenfor indflydelse i deres eget land. Sproget var tysk, ikke tjekkisk, katolicismen blev genindført ved tvang, tjekkisk kultur var sat helt i baggrunden. Perioden efter den anden defenestration i 1618 og de følgende 300 år beskrives som den mørke tid i landets historie. Ikke så meget i økonomisk forstand, dog, da handelen genopblomstrede og især østrigske rigmænd byggede store paladser til sig selv. Forskellige østrigske herskere havde stadig kærlighed til Prag, ikke mindst Maria Theresia (kejserinde 1740-1780) og hendes søn, Josef den Anden (kejser 1780-90). Det var Josef den Anden, som indførte religiøs frihed til den jødiske befolkning i 1781, således at de endelig kunne leve på lige fod med resten af befolkningen og ikke længere var tvunget til at bo i Den Jødiske Ghetto, Josefov.

Selv om tjekkerne var kulturelt undertrykte, kunne de stadig begå sig i samfundslivet som handelsfolk, og efterhånden som det Østrig-Ungarske rige blev mindre og mindre sammentømret i løbet af det 19. århundrede, voksede en ny national fællesskabsfølelse i Tjekkiet. Man blev mere opmærksom på de tjekkiske værdier, og man begyndte at samle sammen af private midler til byggeriet af nye fælles samlingspunkter, National-teatret (indviet 1883) og Nationalmuseet (1890) på Václavské náměstí (Wenzelspladsen). Begge er i øvrigt opført i neorenæssance – en byggestil, som blev valgt for at lægge distance til de stilarter, der havde været fremherskende blandt de udenlandske herskere i de 300 år, som var gået forud.

Nationalteatret i Prag
Tomas Garrique Masaryk regnes for Tjekkoslovakiets landsfader

Da Den Første Verdenskrig brød ud i 1914, blev det enden på det Østrig-Ungarske rige. Tjekkiet og Slovakiet kunne derfor risikere at havne i et magtmæssigt tomrum. To af de førende politikere, Tomáš Garrigue Masaryk og Edvard Beneš, drog til New York og fik forhandlet rammerne om et kommende Tjekkoslovakiet på plads. Grænserne blev tegnet – de inkluderede dele af det tidligere Tyskland og Ungarn – og d. 28. oktober 1918 kunne Thomas Masaryk foran en skare på hundredtusindvis af borgere erklære den Tjekkoslovakiske republik for født. Masaryk var præsident i den nye republik, indtil der kunne afholdes frie, demokratiske valg i 1920, hvor han blev genvalgt. Tomáš Masaryk var populær og blev genvalgt i flere omgange, indtil han valgte at træde tilbage i 1935 for at give plads til yngre kræfter i håbet om, at de kunne dæmme op mod den voksende nazisme hos naboerne i Tyskland. Perioden 1918-1938 kaldes “Den Første Republik”, og det var en gylden tid med økonomisk vækst, mange byggerier, kulturel opblomstring og i det hele taget fremgang på mange felter, også politisk og demokratisk.

Det fik en brat afslutning i 1938, hvor det lykkedes Adolf Hitler at få magt over dele af landet gennem München-aftalen, hvorefter nazisterne besatte resten af Tjekkoslovakiet ved en invasion d. 15. marts 1939. Besættelsen fik forfærdelige konsekvenser for den jødiske befolkning på ca. 90.000 personer. Hele 77.297 blev udryddet af nazisterne, nogle nåede at flygte, og tilbage var kun ganske få ved krigens slutning. Også andre grupper i Tjekkoslovakiet – især Romaerne (sigøjnerne) blev terroriseret af den tyske krigsmagt. Mange blev sendt til Theresienstadt og derfra videre til udryddelseslejrene. Men militært var Tjekkoslovakiet kun i meget ringe grad involveret i krigen, og landet slap stort set for allierede bombardementer. Den 5. maj 1945 gjorde befolkningen effektivt oprør mod nazisterne, og den 8. maj marcherede Den Røde Hær ind over landet, hvorefter befrielsen var en realitet.

I de følgende 3 år skete der store etniske udrensninger i områderne, som grænser op mod Tyskland – Sudeterlandet. Hen ved 3 millioner etniske tyskere blev frataget deres statsborgerskab og ejendom og fordrevet uanset deres synspunkter og tilhørsforhold – også selv om de måske havde været aktive anti-nazister. Denne udrensning giver stadig anledning til konflikt mellem Tyskland og det nuværende Tjekkiet, men i en fælles erklæring fra 1997 har man gensidigt lovet hinanden at finde løsninger på problemerne.

Ved valget efter krigen – i 1946 – vandt det kommunistiske parti stort og fik 36 % af stemmerne. De kunne således danne regering gennem en koalition med andre socialistiske partier. Efter to år, i 1948, skete der et decideret kup, hvorefter kommunisterne under Klement Gottwald helt overtog magten og sluttede sig til østblokken under Sovjetunionens vinger. Tusindvis af ikke-kommunistiske borgere flygtede, inden grænserne blev lukkede. I 1950’erne blev der efterhånden en atmosfære af undertrykkelse og tilbagegang, og der skete mange politiske udrensninger i disse Stalinismens sidste år. Adskillige blev fængslede, hundredvis blev henrettet og tusinder døde i arbejdslejre. I nabolandede Polen og Ungarn forsøgte man i 1956 at gøre oprør, men det blev slået tilbage og havde ikke synderlige konsekvenser i Tjekkoslovakiet.

Kommunismen blev indfoert ved et kup i 1948
Jan Palach

I 1968 var der imidlertid tegn på nye tider, idet kommunistpartiets førstesekretær, Alexander Dubček, luftede sine ideer om en mere demokratisk styreform kaldet “socialisme med et menneskeligt ansigt”. Perioden, hvor disse reformer blev drøftet, blev kaldt “Foråret i Prag”, og de vandt stor genlyd blandt befolkningen, som imødeså mere frie forhold. Men i Moskva kunne Leonid Bresjnev imidlertid ikke acceptere så vidtgående forandringer, og d. 21. august 1968 sendte han dele af Den Røde Arme ind i landet for at bremse ethvert forsøg på oprør. Selv om befolkningen forsøgte at gøre modstand og også fjernede gadeskilte mm. for at forvirre invasionsstyrkerne, stod det straks klart, at der intet var at stille op overfor overmagten. Efterfølgende blev ca. 100.000 sovjetiske soldater tilbage i Tjekkoslovakiet, som dermed reelt var besat. Befolkningen var rystet, og en af de mest bemærkelsesværdige protestaktioner fandt sted d. 16. januar 1969, da den kun 20-årige student Jan Palach på Václavské náměstí (Wenzelspladsen) hælde benzin ud over sig selv og satte ild på. Han blev kørt på hospitaler, men døde af sine kvæstelser 3 dage senere, d. 19. januar 1969. I tiden herefter var der altid stort opbud af politi og militær på Václavské náměstí hvert år d. 16. januar, idet styret var bekymret for, at der skulle blive optøjer på netop denne dag.

I 1989 – under Mikhail Gorbatjovs ledelse i Sovjetunionen – var der igen tegn på politisk opblødning. I hele Østblokken skete der på én gang svækkelse af de siddende regeringer, og efter Berlin murens fald i november 1989 var der tilsyneladende ingen vej tilbage. Den 17. november 1989 var der i Prag en stor fredelig studenterdemonstration med op mod 50.000 deltagere, men den blev slået tilbage af brutale politi- og militærstyrker i gaden Národní. Omkring 100 demonstranter blev arresteret. Men i de følgende dage var der store daglige demonstrationer i hele landet, og Václavské náměstí blev centrum for de største forsamlinger, som lyttede til bl.a. intellektuelle taler mod styret – ikke mindst fra forfatteren Vaclav Havel. Den største demonstration foregik i Letna Parken og havde omkring 750.000 deltagere. Vaclav Havel og flere andre grundlagde en antikommunistisk koalition, “Borgerforum”, som efter forhandlinger med styret fik sat det endelige punktum d. 3. december 1989, hvor regeringen måtte gå af. Vaclav Havel blev efterfølgende valgt som præsident af nationalforsamlingen den 29. december 1989. Den forholdsvise fredelige afslutning på kommunisttiden kaldes for “Fløjsrevolutionen” – men man skal ikke tage fejl, selv om det var fredelige midler, der blev brugt, var den en ægte revolution, som fandt sted, og landet har gennemgået enorme forandringer lige siden. “Den Anden Republik” var en realitet.

Vaclav Havel i kunstneren David Cernys gengivelse 2
Prags og Tjekkiets historie

I årene lige efter fløjlsrevolutionen stod det hurtigt klart, at de to dele af landet, Tjekkiet og Slovakiet, ikke var enige om, hvordan historien skulle tolkes, og hvordan fremtiden skulle formes. Slovakiet havde følt sig udnyttet og udsultet i mange år. Store dele af produktionen var foregået her, men rigdommene strømmede tilsyneladende til Tjekkiet. Efter intense forhandlinger og en folkeafstemning blev de to dele derfor adskilt den 1. januar 1993.

Tjekkiet blev medlem af NATO i 1999 og EU i 2004.