Besøg på bryggeriet Pilsner Urquell i byen Plzeň

Tjekkiets måske bedst kendte bryggeri ligger i byen Plzeň – eller Pilsen. Den gyldne øl, Pilsner Urquell eller på tjekkisk Plzeňský Prazdroj, er en dybt forankret del af tjekkisk kultur. Urquell betyder “den oprindelige kilde”, og netop denne øl er alle pilsneres moder. Det var brygmesteren Josef Groll, som i oktober 1842 startede det første bryg af en lys undergæret øltype, som skulle vise sig at blive en stor succes – og i dag har de fleste bryggerier i verden en variant af typen, som regel kaldet en netop en pilsner. Men i Tjekkiet forbindes ordet “pilsner” med én og kun én øl – nemlig originalen fra  Plzeň. En “ægte” tjekke vil derfor heller ALDRIG bestille en “Urquell” hos tjeneren – han vil naturligvis bede om en Pilsner, for der er jo ikke andre?

Køres UDELUKKENDE som privat tur

TID: 9-17.00 (cirka)

MØDESTED: Jeres adresse i Prag. Bor I udenfor selve Prag vil der være et mindre tillæg for den ekstra kørsel (og køretid), typisk i alt Czk. 500,-

Kan aftales på alle dage

FÆRDSEL: med MPV (Ford Galaxy med plads til 6 passagerer), til fods

MAD-DRIKKE: inklusiv frokost og en øl (eller anden drikkevare)

PRIS: 2000 Koruna pr. person (Dkk. 620,-)

sight seeing 52

Beskrivelse af turen til Pilsner Urquell

Besøget på bryggeriet omfatter en ca. 80 minutters rundvisning med bl.a. tappeanlæg, kedler og kældre – og også frokost og en øl (eller anden drikkevare) på bryggeriets egen restaurant. Man kan naturligvis tilkøbe flere af de gode øl i det omfang, tiden tillader det.

Man opholder sig ca. 20 minutter i bryggeriets kølige kældre. HUSK derfor at medbringe en jakke eller lignende. Her ser vi også produktionen af ufiltreret og upasteuriseret Pilsner Urquell efter de helt originale metoder. Og vi får lov til at smage netop denne håndbryggede udgave af Pilsneren.

Før eller efter besøg på bryggeriet (afhænger af, hvornår vi kan få en tid til rundvisning) har man noget tid på egen hånd i middelalderbyen Pilsen. På byens smukke, centrale plads ligger den imponerende gotiske Bartholomeus-katedral, og der er også mulighed for at se en af Europas største synagoger, et museum for befrielsen i ’45, underjordiske katekomber, shoppingmuligheder – eller bare sætte sig på en café, nyde bylivet og endnu en Pilsner (eller to…)

På vejen hjem tager vi en lille afstikker til  Beroun, som gemmer på endnu en perle for ølkendere, nemlig det gode mikrobryggeri Berounský Medvěd – Berouns bjørn. Vi holder en halv times pause for en smagsprøve – og man kan købe øllet med derfra til overraskende lave priser. Eller var det noget med en serie artikler til personlig hygiejne (f.eks. shampoo, balsam, brusesæbe etc.), lavet af ølingredienser?

Højdepunkter
  • At besøge fødestedet for den helt originale Pilsner – og se det kar, den blev født i
  • At lære om det tjekkiske øls betydning og historie
  • At komme på rundvisning på Tjekkiets mest berømte bryggeri
  • At se Pilsner blive brygget efter gamle forskrifter
  • At smage den håndbryggede Pilsner Urquell, som KUN kan smages på selve bryggeriet
  • At holde pitstop på unikt mikrobryggeri på vejen hjem
Hvad skal du have med?

Tøj og sko, der passer til årstiden – og under alle omstændigheder en trøje eller let jakke til turen i de kølige kældre under bryggeriet

Bedste tidspunkt for turen

Turen kan arrangeres året rundt.

Hyppigt stillede spørgsmål

Hvor langt går vi? Ikke så langt. Men vi er på benene i de 80 minutter, selve rundvisningen varer.

Hvad nu, hvis jeg ikke drikker øl? Det er OK. Jeg går ud fra, nogen i gruppen gør…

Er turen velegnet til børn? Ikke små børn. Større børn vil måske finde det interessant

Bliv guidet p? dansk

Selv om mange danskere taler og forstår engelsk rigtigt godt, så er det mest afslappende og udbytterigt at en udflugt foregår på ens eget modersmål. Man skal kun koncentrere sig om at lytte og tage oplevelserne ind – og har man spørgsmål, er det nu engang nemmest at stille dem på dansk.

Bliv guidet af lokale

Personligt har jeg boet i Prag siden 2007, og mit liv er derfor et ”lokalt” liv med de erfaringer og den viden, som kun en lokal kan have. Det samme gælder for mine dansktalende kolleger (danskere eller dansktalende tjekker), der guider nogle af turene.

Få en personlig oplevelse

Selv om de fleste ture foregår ad samme rute og på samme måde fra gang til gang, så er gæsterne ikke de samme. Og fordi vi lægger vægt på at fortælle i stedet for at gengive et manuskript, vil indholdet altid ”automatisk” blive tilpasset dagens gæster. Og spørgsmål undervejs giver ofte anledning til, at netop dén tur ikke ligner den forrige eller den næste.